BACKGAMMONKLUBBEN
CUBE ACTION
Intern turnering 2. division Øst A 2. division Øst B Kampreferater Teori Nyt medlem? Hjemmebanen Klubsider
Afslutningsweekend

Afslutningsweekend

Allans kampe


Denne afslutningsweekend blev afviklet under utroligt smukke omgivelser på Klampenborg Galopbane. Det er rart, at man kan sidde og kigge ud på noget smukt, når tankerne har brug for at komme lidt væk fra equityberegninger og pipcounts;-)
Vores første kamp om lørdagen stod mod Desperados, der meget overraskende lå til nedrykning. I 2002 var holdet i pokalfinalen og alle havde regnet med, at de uden de store problemer skulle rykke op! Nu lå de i stedet nede i dyndet sammen med Saxo og burde derfor være topmotiverede mod os. Lodtrækingen magede sig så jeg skulle møde den spiller, der var den eneste, der hele sæsonen havde formået at holde sammen på sit spil: Klaus Koch-Nielsen. I sæsonens første kamp mod Desperados mødte jeg også Klaus og tabte, så derfor var der lagt op til revanche! Kampen var meget lige og det tog lang tid inden der blev taget et afgørende forspring. Ved stillingen 11-10 til Klaus opstod følgende stilling:

Kamp til 17, Hvid fører 11-10
Blå skal spille 6-1
110
131
GNU Id: NncHACTmNsQEBg
GNU Match Id: cAknArAAUAAA


Jeg skrev den ned, fordi den handler om valg af spilstrategi: skulle jeg hitte på trepunktet eller lave nipunktet og forsøge at prime mig til en sejr? For hittet taler, at jeg er bagud i løbet, at mine fire punkter i hjemlandet er bedre end Klaus' og at jeg har et anker i hans hjemland, hvilket giver mig sikkerhed. Alligevel valgte jeg at lave nipunktet, da jeg syntes det så "pænere" ud. Det viste sig at være en stor fejl (-0,280). Det bedste spil er 15/9, 4/3*, som jeg syntes så meget offensivt og farligt ud, men Snowie er altså kold…Jeg ender dog alligevel med at vinde spillet og komme på 11-11.
Få rul inde i det næste spil slog jeg en 5-5 med en masse sjove muligheder:

Kamp til 17, stillingen er 11-11
Blå skal spille 5-5
147
164
GNU Id: wfPgBSDCZ/AgQg
GNU Match Id: cIk2ArAAWAAA


De store passlag giver ofte mange muligheder og det gør denne også. Jeg overvejer længe om jeg skal forsøge at blitze Klaus og hitte på étpunktet, men vurderer alligevel, at det er for tidligt. Jeg vil ikke kunne nå rundt og lave punkter i mit bord, inden han kommer ind og får etableret sig. Når jeg ikke vil det, må de første tre femmere være nemme: bar/20, 21/11*, men hvor skal den sidste spilles? Jeg beslutter mig at spille én ned på ottepunktet, da jeg synes det giver den bedste distribution. Snowie synes dog, at 18/13 er lidt bedre, men mit valg er kun en lille fejl på (-0,032), hvilket jeg synes er ok i en så kompliceret stilling.
Kort efter dette spil trækker jeg fra Klaus og vinder 17-12, hvilket var meget tilfredsstillende. Det er altid dejligt at vinde en match mod en spiller, der er på niveau eller lidt bedre end én selv, synes jeg. Samlet får Cube Action 2-2, hvilket i sidste ende var med til, at Desperados rykkede direkte ned i serie 1.

Jeg var efter min sejr i højt humør før dagens anden kamp, hvor vi skulle møde Mama Lustra, som kæmpede for at rykke op. Jeg skulle møde Jonas Rathje, som jeg aldrig har mødt før. Det skulle dog blive en ret deprimerende oplevelse, da Jonas var i rullehumør og klaskede mig med 17-5. I bar frustration fik jeg ikke skrevet nogle stillinger ned og efter en times spil kunne jeg sætte mig over til en lige så frustreret Ole, der også var blevet kørt over. Heldigvis reddede Sanne og John os på 2-2, så vi ikke behøvede at have nedrykningsspøgelset som en alt for central aktør i lørdag nats eventuelle mareridt;-)

Søndag kunne vi tage endnu et skridt væk fra serie 1 ved at klaske Lødigt, der lå lige under os. Jeg skulle møde Alexander Dick, som er en morderlig flink fyr og altid en fornøjelse at spille mod. Vi mødtes også tidligere i sæsonen i en kamp, som jeg trak mig sejrrigt ud af. Selv om Alexander er flink, ville jeg dog ikke godvilligt lade ham få revanche. Kampen skulle vise sig at blive én af de længste, mest underholdende og spændende kampe, jeg har spillet hele sæsonen. Allerede i andet spil var dramatikken på det højeste, da jeg er ved at tabe en doblet backgammon, men i sidste øjeblik får ramt ham i udtagningen. Da min timing var super, opstår denne mulighed for at doble:

Kamp til 17, Blå fører 1-0
Skal Blå doble?
61
129
GNU Id: fgAAoGzbgBREAA
GNU Match Id: UQkgAgAACAAA


For at vurdere stillingen måtte jeg ty til en referencestilling. Jeg ved, at jeg i en stilling, hvor jeg har lukket bord med to mand på baren har 75%, hvis modstanderen har taget 10 brikker af og de sidste tre står på 24punktet. I forhold til dén stilling har jeg ikke et lukket bord endnu, men er favorit til at få det og Alexander har kun taget syv af. De sidste seks står på 23 punktet, hvilket giver mig mulighed for at fange flere brikker. Det vil sige: hvis jeg skal have Alexander til at tage, skal jeg redoble nu, så det gør jeg. Snowie siger også det er redouble/take og både Alexander og jeg spillede korrekt i situationen. Til sidst vinder jeg spillet og kommer foran 5-0, hvilket er et sving på 10 point i forhold til den backgammon, der hang over hovedet på mig lidt tidligere! God start for undertegnede.

Allerede i næste spil måtte propskortene i brug igen:

Kamp til 17, Blå fører 5-0
Skal Blå doble?
179
155
GNU Id: wXUwDElhd+AAFQ
GNU Match Id: cAkgAgAAKAAA


Efter voldsom slagudveksling i de første rul, har jeg tilkæmpet nogle små fordele. Jeg har både fået fem- og syvpunktet, han har en mand på baren, jeg fører med 16 pips og jeg har masser af trusler rundt omkring på bordet. Spørgsmålet er, om jeg kan lokke Alexander til at tage, fordi han har formået at erobre mit ottepunkt, hvilket i det mindste forhindrer min prime i at bevæge sig bagud og giver ham rimelige muligheder, hvis spillet udvikler sig til et holdespil. Snowie mener dog, at det vil være en stor fejl at tage. Til gengæld betyder punktet, at den ikke er for god at doble på: double/pass.

To spil efter var stillingen 6-2 og jeg skulle vurdere om denne femprime er god nok at doble på:

Kamp til 17, Blå fører 6-2
Skal Blå doble?
117
131
GNU Id: du4CAAtwtx0QQA
GNU Match Id: cAkgAiAAMAAA


Det bliver svært for Alexander at stikke af, idet han skal nå at producere tre seksere og én ener, inden han cruncher, hvis jeg bliver på baren. Til gengæld fører han med 14 pips i løbet, så hvis jeg skulle komme ud, kan han evt. også vinde et løbespil, når jeg må ødelægge min prime. Mange ting kan ske endnu, så derfor har han et take. Jeg er dog favorit nok til at doble ifølge Snowie, men det er kun en bagatelagtig fejl at lade være: double/take.

Lidt senere i matchen var jeg foran 12-6 og det kan måske synes som om, jeg havde fuld kontrol, men sådan følte jeg det slet ikke. I hele kampen vandt jeg kun ét spil mere end Alexander (10 mod ni), men var heldig at få lidt flere point ud af det. Tillige tog jeg kun én cube (!), nemlig den føromtalte, hvor jeg kun med nød og næppe reddede backgammon. Det var derfor hele tiden meget lige og intenst og efterhånden som min føring udbyggedes, måtte jeg passe på med ikke at doble for tidligt. Ved stillingen 12-6 opstår følgende stilling:

Kamp til 17, Blå fører 12-6
Skal Blå doble?
126
122
GNU Id: 2F0PACSY25kGAA
GNU Match Id: cAkgAmAAYAAA


I denne stilling har Alexander stort set kun to muligheder for at vinde: stikke af og vinde et lige løb eller ramme mig, når jeg forsøger at spille sikkert ind samtidig med, at jeg prøver at holde på ham. Jeg håber dog, at han alligevel tager, idet hans matchequity kun 14% ved 13-6. Det gør han dog ikke, hvilket er helt korrekt ifølge Snowie: double/pass.

Ved 15-8 fik jeg denne 6-6 at hygge mig med:

Kamp til 17, Blå fører 15-8
Blå skal spille 6-6
180
150
GNU Id: 4LnwAGHB68gBIQ
GNU Match Id: cAk7AoAAeAAA


Alexander havde danset på mit étpunktsbord og jeg følger op ét af mine bedste rul. Hvor heldig kan man være? Jeg har nu muligheden for at afgøre kampen og vinde gammon. Men hvordan? Jeg vurderer, at jeg først og fremmest skal gå efter det ene point. Der er ikke nogen grund til at blive for utålmodig og gå for voldsomt efter blitzen, så jeg satser på at konsolidere min stilling og spille 24/18, 20/8, 13/7. Jeg kunne næsten ikke have været mere forkert på den! Mit flyt er det 16. (sekstende!) bedste og er kæmpeblunder på (-0,443). Uha, uha;-) Snowie har absolut ingen hæmninger ift. blitzen og spiller 13/1, 8/2(2). Det er en meget stor gammonchance at smide væk, hvis man ikke går efter blitzen. Heldigvis vinder jeg spillet alligevel og senere matchen 17-9. Cube Action fik 2-2 samlet og både Lødigt og os var derefter næsten sikre.

Efter at have spillet i over tre timer, nåede jeg lige ti minutters pause og en fiskefilet (m/ remo). Derefter gjaldt det Haslevs Finn Ole Bahn. Finn er Haslevs holdkaptajn og bedste spiller, så det var lidt brutalt at skulle samle sig til en ny kraftpræstation efter dramaet mod Alexander. Heldigvis havde Finn spillet en lige så lang kamp, så betingelserne var ens. Cube Action manglede stadig én sejr for at redde sig 100%, så der var ingen grund til at slappe af. Finn og jeg fulgtes pænt ad. Ved stillingen 3-2 til mig opstår følgende:

Kamp til 17, Blå fører 3-2
Skal Blå doble?
161
150
GNU Id: 2FbkABWwt5EBUA
GNU Match Id: cAkgAiAAGAAA


Jeg var meget fristet til at doble. Han har blottere overalt på brættet og hvis jeg kommer ud med det samme, har jeg mange marketlosere. Hvis jeg danser, kan Finn samle op og hurtigt give mig store problemer. Jeg beslutter mig derfor for at lade være og godt det samme. Det havde været en stor fejl (-0,326). No double/take.

Jeg vinder spillet og kommer foran 5-2, men bliver igen indhentet ved 6-6, hvor denne stilling gav os begge grå hår i hovedet:

Kamp til 17, stillingen er 6-6
Skal Blå doble?
71
131
GNU Id: 3zsBAAzGPQMGBg
GNU Match Id: UgkgAmAAMAAA


Efter at have været helt nede i sækken, er jeg heldig, at Finn cruncher med 5-5, hvilket pludselig sætter mig i en favorabel position. Jeg har kontrol over hele brættet, jeg har fanget to af hans brikker bag noget, der med lidt held kan udvikle sig til en prime og efter crunchen er Finns bord sprængt til atomer. Derfor samler jeg mig mod til at smide ottecuben over til ham. Spørgsmålet er, om Finns 60 pips føring er nok til et take? Snowie siger ja, men Finn dropper. Det er redouble/take og Finn laver en fejl på (-0,065) ved at droppe. Kan selv en gammel rotte blive skræmt af en otte cube?;-)
På dette tidspunkt begynder klubbens andre kampe at slutte og Niels sørgede for dén sejr, der endelig sikrede os endnu en sæson i tredje division. Derfor gik der lidt cirkusgammon i det for mig. Jeg kommer foran 15-10, men taber 15-17 efter blandt andet at have overset, at jeg kunne rykke to brikker fra baren og taget brikkerne op (Finn lod mig dog sportsligt flytte rullet alligevel) og taget en cube, som uglerne syntes var et megadrop. Desværre havde jeg ikke åndsnærværelse til at skrive stillingen ned.
Efter Niels' sejr havde jeg også tilladt mig at købe en øl, da jeg syntes, jeg nu kunne tage lidt mere afslappet på det og dermed blev Sannes tese bekræftet: hvis du spiller påvirket af rusmidler, taber du! Jeg smed dog ikke så dyr en sejr som en anden, jeg hørte om: i 2. division spiller et hold en vigtig oprykningskamp. Ved stillingen 11-1 besluttede den førende spiller, at nu kunne han godt gå med til at gå uden for og ryge en joint. Således oplivet går han ind og taber 11-17!!

Til slut vil jeg udtrykke min tilfredshed med at vi overlevede i divisionen. Jeg tror, vi hører hjemme i tredje division endnu. Ingen af os har mulighed for at bruge den tid, det kræver for at blive en virkelig topspiller og hvis vi rykker op, tror jeg, vi ryger ned med et brag. Vi skal dog give det en chance og jeg glæder mig allerede til næste sæson! God sommer!