BACKGAMMONKLUBBEN
CUBE ACTION
Intern turnering 2. division Øst A 2. division Øst B Kampreferater Teori Nyt medlem? Hjemmebanen Klubsider
KBgK VII - Cubeaction

KBgK VII - Cubeaction

Bræt 1: Joan Bøg Andersen - Allan


Niels har fået den glimrende idé, at vi skal (hvis vi har lyst) skrive lidt om vore kampe, når vi har spillet holdturnering. For mit vedkommende skriver jeg altid et par stillinger ned i løbet af kampen, som jeg tager hjem og putter i Snowie. Det gør det både nemmere at skrive et lille referat, men gør det også mere relevant, idet vi jo sikkert alle har godt af at kigge på en stilling og lære lidt af den…

Mod KBgK VII skulle jeg møde Joan Bøg Andersen, som var (og er) 3. division Øst Bs topscorer. Personligt foretrækker jeg altid at møde modstandernes bedste spiller, så når det endelig lykkes, kan man jo kun glæde sig. Kampen kom i gang og det skulle hurtigt vise sig, at jeg skulle kæmpe meget hårdt for mine point. Ved stillingen 5-2 til Joan opstod denne stilling (jeg spiller hvid):

Kamp til 17, Blå fører 5-2
Skal Hvid doble?
45
61
GNU Id: fw8HAgB3dwMABA
GNU Match Id: AgEgAiAAKAAA


Skal jeg doble her? Stillingen i matchen taler for det, idet Joan vil have svært ved at redoble igen, hvis hun rammer mig. Til gengæld har hun et fem punktsbord mod mit trepunktsbord og er ikke helt væk i løbet (som er 45-61), så måske behøver hun slet ikke ramme mig. Jeg vælger at lade være med at doble og slår 4-2, som jeg spiller 12/6. Joan slår derefter 5-5 og vinder løbet! Derfor var jeg selvfølgelig ikke så ked af, ikke at have doblet, men faktisk siger Snowie, at det er double/take og at jeg har 71,1% i situationen. Joan kommer siden foran 11-2 og 13-4, men langsomt kæmper jeg mig tilbage i kampen og kommer på 9-13, hvor denne situation opstår:
Kamp til 17, Blå fører 13-9
Hvid skal spille 3-3
145
126
GNU Id: 2OaGAShsbhsAJA
GNU Match Id: MIEtApAAaAAA


3-3 er selvfølgelig et superrul, men hvordan skal jeg spille den? Jeg er meget i tvivl om jeg skal spille 13/7(2) og fuldføre min seksprime eller spille 9/3(2)*. I virkeligheden er det et valg mellem to spilleplaner. Skal man spille prime vs. prime eller blitz? Jeg vurderer, at primespillet vil vinde flere spil for mig, men at en blitz kan vinde flere gammons. I situationen vælger jeg primen, hvilket Snowie også siger, er det klart bedste valg: blitzen er en fejl på 0,225 (en blunder 0,08). Primen vinder 72% af spillene, hvorimod blitzen kun vinder 61. Til gengæld vinder primen kun 12% gammon mod blitzens 20 (1% backgammon). De flere gammons kan dog ikke opveje de færre vundne spil. Jeg synes denne stilling er et eksempel på, at man skal være meget omhyggelig, når man står i en situation, hvor man skal vælge mellem forskellige spilplaner, idet det forkerte valg, kan betyde meget store fejl. Langsomt kæmper jeg mig mere og mere ind i matchen og i slutningen af kampen er det meget intenst. Det hele kulminerer ved denne stilling:
Kamp til 17, Blå fører 14-13
Skal Blå doble?
97
89
GNU Id: W9wdAEC7bYApAA
GNU Match Id: UQkgAtAAcAAA


Jeg kan selvfølgelig godt se, at Joan er kæmpefavorit. Hun har mig på baren, hun fører med otte pips og har et fempunktsbord, som er noget pænere end mit trepunktsbord. Til gengæld er mine chancer altså også ganske små, hvis jeg dropper og kommer bagud 13/16 crawford, idet jeg sandsynligvis skal vinde tre spil i træk. Jeg vælger at tage, men taber. Snowie vurderer, at jeg har 17%, hvis jeg tager…og ifølge Bill Roberties matchequitytabel har jeg altså også 17%, hvis jeg dropper! Det er altså fuldstændigt ligemeget, hvad jeg gør (en såkaldt borderline decision). Det er kun en sand mester, der sender en sådan dobling over på dette tidspunkt i matchen, så hatten af for Joan. Hun er en værdig topscorer i divisionen.